Eremitageløbet

Får vi for anden gang en svensk vinder i Eremitageløbet?

Kun én gang har en svensk løber vundet Eremitageløbet, men søndag får vi måske én mere på der ærefulde liste over Dyrehavens ukronede konger.

Af Peter Fredberg

Elleve år efter Johan Larssons sejr over Abdi Hakim Ulad kan det blive landsmanden David Nilssons tur til at blive hædret og score førstepræmien på 7.000 kr.

Han viste senest sin klasse med sejren på 15 kilometer-distancen i Lidingöloppet, et af Europas hårdeste cross, for en uge siden. Sejren tændte lysten til et genbesøg på den 13,3 kilometer lange rute gennem den sjællandske skov med Eremitageslottet som et stolt knejsende centrum. 

Den 38-årige svensker er utvivlsomt en af de mest vindende løbere i historien med et hav af sejre. På fire år (2016, 2017, 2018, 2019) deltog han i ca. 200 løb i og uden for Sverige.

To gange har David Nilsson løbet marathon på nøjagtig samme tid, 2.10.09, og han er noteret for 1.01.40 på halvmaraton og 28.30 på ti kilometer.

Søndagens 56. Eremitageløb bliver desværre uden rekordholderen Joel Ibler Lillesø (38.35 fra 2023), som har vundet de seneste to år, og 2022-vinderen Axel Vang Christensen. Løbet passer ikke ind i Joel Ibler Lillesøs sæsonplanlægning, og på grund af en kompliceret meniskoperation kan Axel Vang Christensen først genoptage fuld træning tidligst i november.

Spændende bliver det, om navne som Christian Birch Okkels og Marcus Rønn, som flere gange har været med helt fremme, kan presse David Nilsson.

På kvindernes distance er den 38-årige ottedobbelte E-løbsvinder Sylvia Kiberenge i særklasse.

Hun var sidste år kun 12 sekunder fra Anna Emilie Møllers løbsrekord på 43.45 fra 2016 og drømmer om en rekord i Dyrehaven efter sin andenplads i hurtigste tid nogensinde i Lidingöloppet over 30 kilometer. Spørgsmålet er, hvad søndagens drilske vejr med regn og blæst vil betyde. Om de andre podiepladser kæmper navne som Nanna Bové og Kamilla Sofie Vallin.

Den ærefulde post som E-løbets starter er lagt i hænderne på en af 80’ernes største danske navne på langdistancen, John Christiansen, Københavns Idræts-Forening.

Det lykkedes ham aldrig at vinde Eremitageløbet, men tre gange blev han nr. 2 (ligesom speakeren Henrik Them), og da Henrik Jørgensen satte løbsrekord i 1987 med 38.40 (en måned efter hans niendeplads ved VM på maraton i Rom), blev han nr. 3 i 39.42. På andenpladsen kom den irske vinder fra 1984, Dave Taylor.

Arrangørerne fra Københavns Idræts-Forening og Københavns Skiklub har solgt over 17.000 startnumre. Rekord i nyere tid. Starten til efterårets klassiker i nationalskoven går søndag kl. 11.00.

Har du et emne til årets mandlige og kvindelige E-løber, som begge vil modtage et gavekort på 2.500 kr. og et fornemt diplom fra eremitageløbets sponsor, Kaiser Sport, så mail til journalist Peter Fredberg, fred@webspeed.dk