Eremitageløbet

En svensk globetrotter kom, så og sejrede

Han er atletikkens verdensborger. En sand globetrotter. På fire år (2016, 2017, 2018, 2019) deltog han i rundt regnet 200 løb i Sverige og rundt om på verdenskortet.

Af Peter Fredberg

På mit spørgsmål, hvor mange han vandt, bad han om betænkningstid, inden han efter en mindre pause anslog, at det nok var omkring en tredjedel.

Nu kan 38-årige David Nilsson fra Stockholm føje sin første sejr i Eremitageløbet til sin imponerende liste. Inden da, var Johan Larsson eneste svensker, der havde vundet verdens ældste motionsløb (2014).

Med en imponerende spurt og med klar afstand blev han klappet i mål i sit fjerde eremitageløb i 40.52. Fire løbere kom i mål på de næste pladser inden for seks sekunder: Esben Krogh 41.21, Christian Okkels 41.23, Oliver Martinussen 41.27 og Casper Pretzmann 41.27. Hvilket fight i danskerkolonien op ad den lange bakke mod målet.

David Nilssons sejr sættes i relief af, at han otte dage forinden havde vundet 15 kilometerklassen i Lidingöloppet i Stockholm. Europas hårdeste crossløb.

“Mit næste løb? Svenske mesterskaber i cross. Dér har jeg ingen chancer,” ler han.

På sin liste over personlige rekorder er han noteret for 28.30 på ti kilometer, 1.01.40 på halvmaraton og 2.10.09 på maraton, så det lå i luften, at han i et felt uden de danske topnavne Joel Ibler Lillesø og Axel Vang Christensen var storfavorit.

David Nilsson tog teten efter to kilometer og øgede støt og roligt i det herlige efterårsvejr i skarp kontrast til lørdagens regn og storm. Der er noget med, at vejrguderne holder med Eremitageløbet.

“Eremitageløbet minder på flere måder om Lidingöloppet. Jeg elsker de to løb,” siger David Nilsson.

Esben Krogh fra Bagsværd Atletik Klub nåede undervejs at hilse på rekordholderen (38.35) og de sidste to års vinder, klubkammeraten Joel Ibler Lillesø, som denne gang var tilskuer til efterårets fest i skoven.

For Christian Okkels var tredjepladsen en stor præstation – blot en uge efter DM-bronzen i H. C. Andersen Marathon i 2.22.57.

“Der er noget særligt over Eremitageløbet. Jeg har været med siden 2014, og det vil jeg blive ved med,” siger den 35-årige fighter fra Sparta.

12.708 gennemførte det 56. Eremitageløb. Gennemsnitstiden var 1.18.19. Siden 1969 har i alt 716.262 gennemført løbet, der startede motionsbevægelsen og gjorde Danmark til en nation af løbere.